Gå til indhold

Åbent for ansøgning om forsøg med arbejdstid – frist 1. juni 2024

Nyhed Overlægeforeningen

Er der bestemmelser i overenskomstens arbejdstidsregler, som læger og ledelse i din afdeling er enige om gerne at ville prøve at afvige fra? Så er det nu muligt at søge om at komme med i et projekt om nye modeller for tilrettelæggelse af arbejdstiden. 

Som en del af overenskomstforhandlingerne i år, har Overlægeforeningen/FAS, Yngre Læger og Danske Regioner aftalt et forsøg om arbejdstid. Gennem lokale forsøg skal det afprøves om en eller flere ændringer af overenskomsternes regler om arbejdstid kan føre til: 

  •  reduktion i arbejdsbelastningen om natten,
  • at de rette og tilstrækkelige lægekompetencer er til stede, når patienterne er der, samt
  • udvidet indflydelse på vagtplanlægningen og dermed øget fleksibilitet for den enkelte læge.

Hvorfor er Overlægeforeningen/FAS med i projektet?

Tilrettelæggelse af arbejdstid har været et centralt og svært emne ved de seneste mange overenskomster. Med projektet ønsker Overlægeforeningen/FAS, at de lokale overlæger og afdelinger kommer til orde med forslag til ændring af arbejdstidstilrettelæggelsen. Det kan give inspiration til næste runde af overenskomsterne i 2026. 
Forsøgene skal ikke indebære, at der ingen hyppigheds- eller belastningsregler er, ligesom hovedparten af overenskomstens bestemmelser i øvrigt fortsat skal gælde. Et forsøgsprojekt kunne fx afprøve, 

  • at overlæger ikke er i tilstedeværelsesvagt om natten,
  • at dagen hyppigere varer længere ud på aftenen, eller
  • at der tilrettelægges efter en tre eller fire dages arbejdsuge.  

Måske har I en endnu bedre ide til at nå målsætningerne med projektet?  

Hvem kan være med?

De afdelinger, som vil medvirke, skal opfylde disse krav:

  • afdelingen skal have en vis andel af akutte opgaver,
  • den overvejende del af lægerne skal være vagtbærende, men læger med aftentjeneste er også omfattet, og
  • der skal være opbakning fra ledelse og hovedparten af de ansatte læger (både fra Yngre Læger og Overlægeforeningen/FAS) 

Hvilke bestemmelser kan ændres i forsøget?

Der kan dispenseres for alle bestemmelser om arbejdstid. Det kunne fx være hyppighed eller længde på vagter. Arbejdsmiljølovens bestemmelser om hviletid skal dog fortsat overholdes. 

Der kan ikke etableres projekter, hvor honorering af ændringer i arbejdstid sker ved kompensation i arbejdstid/fritid.  

Hvis din afdeling søger uden opbakning fra lægerne 

Det er et krav, at der er generel opbakning fra lægerne på afdelingen. Det betyder på den ene side, at en enkelt læge ikke har vetoret, hvis alle andre bakker op og på den anden side, at en ledelse ikke kan presse et forsøg igennem, som lægerne generelt er modstandere af. 

Hvis du alligevel oplever, at der bliver søgt om et projekt, som lægerne generelt ikke bakker op om, så hører vi det meget gerne hurtigst muligt. 

Sådan kommer I med

Udfyld og underskriv ansøgningsskemaet, og send det til arbejdstidsforsoeg@regioner.dk senest d. 1. juni 2024. 

Styregruppen, som består af Overlægeforeningen/FAS, Yngre Læger og Danske Regioner, vil herefter gennemgå indkomne ansøgninger med henblik på at vurdere, om forsøget kan imødekommes.

Hvis vil I med, så koordiner gerne med jeres YL-kolleger, informer jeres lokale tillidsrepræsentant og kontakt gerne chefkonsulent i Overlægeforeningen Lars Strunge på lst.fas@dadl.dk eller 35448412 for nærmere sparring. Sammen med YL tilbyder vi også at komme på besøg på jeres afdeling til nærmere dialog med jer og jeres afdelingsledelse om et projekt. 

Få mere at vide

I kan få svar på spørgsmål og hjælp til udarbejdelse og beskrivelse af forsøgene hos:

  • Overlægeforeningen/ FAS: 
    chefkonsulent Lars Strunge, lst.fas@dadl.dk, tlf. 35448412.
  •  Yngre Læger
    chefkonsulent Helle Varming, hew.yl@DADL.DK, tlf. 20 35 12 95. 

I ansøgningsformularen kan du også læse mere om tidsplan, formål osv.